Fra træningslejren i Barcelona. Påsken 2005.


Vi (Kasper, Peter, Rikke, Jonas, Line, Anders og Lasse) er nu nået halvvejs igennem vores træningslejr. Der er fridag i morgen (Tirsdag) Juhuu!

Og den trænger vi til.

Rikke og Peter var med flyveren herned, og vi andre var tre dage undervejs i bil med 56 kajakker på trailerne (incl. 2 stk. K4 11,2 meter lange). Det var en lang tur.

Da vi endelig var fremme (påske søndag) blev vi hurtig installeret i lejlighederne, og så var det videre til Canal Olympic Catalunya (rostadion).

Der havde vi vores første "træningspas", hvor vi fik lidt vandføling. Selvom der kun er 1250 m at ro på, fungerer det faktisk ret godt. Der er ikke nogle, der har brokket sig, og det er egentlig også ret godt at kunne arbejde rigtigt med de korte distancer. En anden fordel ved den korte bane er, at det er begrænset, hvad der kan komme af bølger, trods det blæser en del hernede.

Det er hård træning, to træningspas om dagen, plus de 3 km frem og tilbage, som foregår i gang/løb eller på rulleskøjter/løbehjul.

Her er dejlig varmt, og de fleste af os går rundt i shorts og nyder solen. Rikke har været ude at bade i det store hav, men da det tilsyneladende var ret koldt, bliver vi andre på fastlandet. Nogle dage skinner solen, men andre dage er her desværre overskyet. Vi hygger os dog alligevel. I pauserne spiller vi kort, laver lektier, læser og slapper af.

Vores lækre lejligheder ligger lige ned til en dejlige strand. Sandet er lækkert, og der er masser af plads til boldspil og andet sjov. Selvom lejlighederne er super flotte, er de ikke altid lige funktionelle. Der er kun to blus, og ikke det vilde kogegrej, i hvert fald ikke nok til 49 sultne kajakroere.

Ovre ved rostadion er der et motionsrum/vægttræningsrum, hvor der er alverdens maskiner til rådighed. Der træner vi et par gange om ugen. Vi laver nogle elastikøvelser, noget mave, ryg og en masse styrkeøvelser. Derefter tager vi på vandet og ror et sprintprogram. Det er en meget sjov træningskombination.

Vi tømmer den lokale Lidl forretning hver anden dag, og fylder vores parkeringsplads ved madfordelingen. Vi følger alle den samme kostplan (måske sniger der sig et stykke chokolade ind fra den lokale købmand hist og pist!)

I går havde vi LSS dag. (LSS = Leg, spil og sjov) Vi havde trænet hårdt om formiddagen, og da solen skinnende, besluttede vores kære trænere sig for, at vi skulle have et lille alternativt pas. Vi mødtes derfor alle om eftermiddagen og spillede et boldspil der var smadder sjovt. Derefter skulle vi sprinte. Vi stillede os alle sammen op på en lang linie og spurtede 50 m ned til målstregen. Den der kom først, fik lov til at gå ud og sætte sig og kigge på at de resterende halsede af sted. Da vi var 40 deltagere, var det ret hårdt for nogle af os.

På fridagen skal de fleste af os til Barcelona og se Barcelonas fodbold stadion, men der er desværre ikke kamp. Vi skal nok også se kirken, der aldrig bliver færdig, og Rablaen ser vi også frem til at udforske. Pigerne især, glæder sig helt vildt til at shoppe og få pruttet om priserne på de fake mærkevarer. Vi skal spise derinde selvfølgelig, så må vi se om vi kan finde et sted og få noget god mad.

Vi kan alle sammen se, at det går fremad med roningen hernede. Vi har fået filmet teknik et par gange og fået et par fif, så vi kan blive endnu bedre.

En af de første dage roede vi en 5 km test, hvilket vi skal igen på onsdag, så må vi se om vores tider er blevet bedre. Denne træningslejr har givet os lidt blod på tanden med hensyn til den kommende sæson, som nærmer sig med hastige skridt.

Mange svedige kram fra os hernede i Barcelona.

Ps. Bjarne og Niels har roet "kapbåd" (ranger)

Sidste opdatering 07-04-2005