Bølgerne ruller, bølgerne ruller.........

En replik fra det legendariske teaterstykke "Svend, Knud og Valdemar".
Af: Kirsten B

I foråret 1990 var jeg med i en teatergruppe, vi øvede et par måneder, havde gallapremiere og det var så det. Vi opførte netop Svend, Knud og Valdemar, og jeg havde æren af rollen som Valdemar. Jeg kan ikke huske mange replikker fra stykket, men en enkelt linje blev brugt i mange sammenhænge, når vi øvede, og tingene gled. I mange år har jeg ikke brugt den vending, og dengang i 1990 havde jeg ikke forudset, at netop denne replik i den grad skulle vende tilbage i mit liv, med fornyet kraft og i en helt anden betydning!!
Og hvorfor nu det?? Jo såmænd - i maj måned var jeg på Ullas forårsbegynderhold - (og tak til Ulla, fordi hun valgte at se positiv på mit ihærdige "bombardement" af hendes mailboks).

Det er nok omkring 20 år siden, jeg første gang prøvede at ro kajak, og har i de mellemliggende år roet meget sporadisk, så jeg vidste lidt om det at sidde i en kajak - men det var også alt.

Begynderkurset var en weekend i maj, vejret var gråt og regnfuldt - det regnede vist det meste af lørdagen - og vandet var temmelig koldt. Jeg vidste jo, at jeg skulle i det, uanset balanceevne eller ej, der skulle jo trænes entringsøvelser.

Alle os nye mødte op i klubhuset til morgenkaffe, fik fortalt lidt om dagen, klubben og hvordan en god roteknik er, og så blev bådene fordelt. Jeg fik en Coastline, Zeppelin, som blev "min" båd, de næste par måneder. Og så var det ellers bare på vandet. Jo tak, det var med ikke så lidt nervøsitet, for jeg havde ikke meget lyst til at vælte, og den nervøsitet forplantede sig til benene, for de rystede fuldstændig vildt, da jeg kom i båden og væk fra bådebroen. Heldigvis var der en, der råbte: SE PÅ HORISONTEN, det gjorde jeg, og benene stoppede sit ukontrollable rysteri.
Vi roede rundt om campingøen om formiddagen, og det gik helt pænt. Efter frokost skulle vi på de nordlige søer, og på vej over til bådebroen, skulle jeg lige se mig tilbage, havde ikke lige tænkt på, at en kajak virker anderledes end en stol, når man drejer sig, og plask, der lå jeg i havnebassinet. Det var hundekoldt, men jeg fik da vendt båden og begyndt at svømme mod broen med kajakken, da mine fødder ramte et eller andet - det viste sig, at der var så lavt, at jeg bare kunne gå ind. Jeg fik hjælp til at tømme båden og få den på land, og så var det ellers bare videre med de andre, våd eller ej.
Vi fik roet meget den weekend, 22 km, og Ulla kaldte os turbo-holdet. Jeg synes nu ikke, der var meget turbo over mig, jeg følte jeg hele tiden var bagest, og jeg synes, at vandet var meget uroligt og fik kajakken til at vippe voldsomt meget. Især da vi om søndagen skulle ud i den "store" havn. Vi kom fra tunnelen ved Arken, roede forbi Ishøj Havn, og skulle så til højre om molen, og så kom de, bølgerne altså, og med dem vendte rystebenene retur. Jeg tror kun, jeg blev i kajakken, fordi instruktøren bag mig med høj og myndig stemme råbte: RO, FOR HE....., RO, så det gjorde jeg. Ord, der sammen med "se på horisonten" blev mine mantra.

De næste par uger deltog jeg i begynderroningen mandag og onsdag, og en måneds tid efter weekendkurset var jeg frigivet og måtte ro selv. Det gjorde jeg nu ikke de første par gange, roede sammen med andre, men en lørdag i juli, var vejret så godt, at jeg besluttede mig for at prøve at ro muttersalene. Der var ikke meget vind, men synes alligevel at jeg måtte holde tungen lige i munden, og bruge mit mantra om at "ro for helvede ro", da jeg skulle over det, jeg dengang synes, var det store vand mellem Vallensbæk og Ishøj havn.
Jeg nød turen, sad såmænd og sang, mens jeg roede rundt og rundt (4 gange faktisk) om campingøen, nød at se på de mange fugle, prøvede at huske roteknikken, som jeg jo mange gange havde fået noget at vide om, men armene blev trætte efter et stykke tid, så de røg ned igen, for senere at kunne lidt igen.

Det var en dejlig tur, men der var stadig det med de bølger, jeg var ikke alt for tryg ved dem, men min sunde fornuft sagde mig, at dem kom jeg nok ikke uden om.
Jeg havde på et tidspunkt fundet en pjece i klubben. "Kom godt i gang med at ro", hvor der var noget om bølger, og at de skulle ind under båden, og at man skulle finde en rytme, og være bevægelig i hofterne. Hele tre ting på en gang! Og det virker - når der er bølger, skal jeg dog stadig holde tungen lige i munden, mens jeg mumler mit mantra, men de skal være lidt større nu end dem, jeg blev truet af den første mange kilometer som roer, (og nu synes jeg, at alt for fladt vand er lidt træls at ro i....)
Jeg har lært at "Bølgerne ruller, Bølgerne ruller", og at bølger har den størrelse og retning, de har, uanset hvordan jeg synes, de burde arte sig, og det kan jeg ligeså godt acceptere først som sidst. :)

I løbet af sommeren er det blevet til mange ture, både alene og med andre, og jeg har nydt hver en kilometer, uanset vind og vejr.

Den glæde, jeg har fundet ved at ro kajak, ikke er kun kommet ved at sidde i en kajak og ro, det handler i høj grad også om det liv, der er i klubben og den modtagelse, jeg som nyt klubmedlem har fået.
En stor tak til alle jer (ingen nævnt, ingen glemt), der har givet gode råd om kajakroning, snakket om dette og hint, drillet, grint, rost, roet med mig, spurgt hvad jeg hedder osv., - uden jer var det fattigt at komme i klubben!!

PS! Bruger stadig mine mantraer, har droppet Zeppelin til fordel for Spica'erne, mangler 12 km i at runde de 300 kilometer, der giver lov til roning efter standerstryning, og har meldt mig til Esrum sø rundt.