Sommerlejr til Libun i Tjekkiet 2010

Fortælling 3

En blandet skare af talenter, superboblere, nybegyndere, trænere, søskende og 
forældre drog af sted mod Libun i det nordlige Tjekkiet i uge 28 2010.

 
SØNDAG 
Undertegnede med familie tog af sted lørdag hen ad aftenstid og var fremme ved 
campingpladsen søndag morgen klokken 7 efter en behagelig natkørsel ned gennem 
Tyskland. Klokken 15 var alle ankommet, og det var tid til at udforske faciliteter på 
pladsen. Tennisbane, swimmingpool, minigolf, grillpladser, beachvolley m.m og klare 
indlogeringen. Det var varmt – ca. 35 grader. 
 
Campingpladsen lå lige ned til den sø vi skulle ro i og var ca. 400 meter lang og bred. 
Vi blev fordelt i 3 huse i 2, 4 eller 6 mands værelser. Vi var så heldige at få et hus lige 
ud for en af søens strandbredder. Her kunne vi opbevare kajakkerne lidt beskyttet 
bag huset, og det var samtidig nemt at bære dem ned til vandet. Alle talenter og 
superboblere fik deres eget hus, vel vogtet af de to trænere Rikke og Kristina ;o) Alle 
vi andre blev fordelt i de to andre huse. Jeg må sige, at vi boede temmelig tæt, og fik 
meget hurtigt lært hinanden at kende :o)


Der ventede os alle ‐ unge som ”gamle” ‐ et hårdt, men spændende og aktivt 
program ugen igennem. Der skulle have været morgenløb hver morgen kl. 8, men da 
søen også fungerede som en badesø og var fyldt med badegæster, valgte vi at ro 
hver morgen kl. 7. Derefter morgenmad kl. 8:30, frokost kl. 13 og aftensmad kl. 19. 
Alle måltider blev spist oppe i en spisesal med plads til os alle sammen. Det var ikke 
den mest spændende og nærende mad for alle os aktive mennesker, men vi klarede 
os og tillod os at købe lidt ekstra tilbehør til morgenmaden.

 

MANDAG

Hanne havde hjemmefra bestilt én udfordrende aktivitet til hver dag (undtagen 
torsdag, som var ”fridag”). Første udfordring var bueskydning eller 
klatring/rappelling. Vi blev delt i 2 grupper – en gruppe til hver aktivitet, så vi fik 
mere tid til aktiviteten hver især. Jeg var i bueskydningsgruppen. Vi vandrede i ca. 1 
time fra campingpladsen og igennem kuperet skovterræn før vi kom til en hyggelig 
café/restaurant, hvor vi fik en forfriskning.


Vores guide hentede os og bragte os hen til en bueskydningsbane. Vi blev instrueret 
meget grundigt af vores guide Simona. Der var 4 professionelle buer og god tid til at 
vi alle sammen prøvede mange gange, før en konkurrence blev sat i værk. Der blev 
virkelig gået til den og alle blev grebet af pilenes fart og styrke. Efter nogle timer gik 
turen atter mod campingpladsen, hvor aftensmaden ventede. Efter aftensmaden var 
der rotræning og hygge.

 

TIRSDAG

Efter morgenroning og formiddagshygge i pool og badesø, gik turen atter igennem 
det kuperede skovterræn. Det gik op og op og op.  Vi endte dybt inde i skoven, hvor 
vi blev mødt af to guider, der skulle instruere os i klatring og rappelling. Der var tre vægge med forskellig højde og sværhedsgrad. Udstyret kom på alle mand, 
og der gik ikke langt tid før der kom gang i klatringen. Der blev rykket mange 
personlige grænser. Især ved rappelling, som var første gang for rigtig mange. Ved 
aftenstid blev der afholdt en lille kajakmand, så flere kunne være med.

 

ONSDAG

Atter morgenroning for alle og formiddagsaktiviteten lød på forskellige lege i små 
grupper. Vandaerobic, styrkeøvelser, udstrækninger og beachvolley. Der blev indtaget frokost og det blev tid til afgang for vores ”rope & cave” tur. En tur 
vi ikke rigtig vidste noget om, andet end at vi skulle have gode sko på. Efter en lille 
køretur startede eventyret. Vi blev delt i tre grupper, som blev sendt af sted med ca. 
30 minutter mellemrum. Starten gik fra en lille hyggelig café/restaurant midt inde i 
en skov. Hver gruppe fulgte en guide, som startede med at føre os til en grotte, hvor 
vi skulle finde forskellige poster inde. Der var bælg ragende mørkt og meget lavt 
derinde og vi fik kun fyrfadslys med. Ret uhyggeligt og spændende… turen fortsatte 
gennem skoven og vi mødte mange udfordrende forhindringer.

 

Stejle stigninger både op af og ned af med rebstiger, tove, klipper og grotter. Det var 
en fantastisk tur, der rystede alle rigtig godt sammen, fordi det var så uforudsigeligt 
og udfordrende. På tidspunkter er vi nede på alle fire og skal kravle ind i en grotte, 
hvor der kun er 1 meter bredt og kun ca. 50 cm høje – der var travlhed med at støtte 
hinanden i at gennemføre. Der bliver også grint en hel del, for jeg er sikker på, at der 
er mange, der godt kunne tænke sig at have været en flue på væggen. Det var i 
mange tilfælde sikkert et ret kønt syn. Efter den noget overraskende tur, kørte vi
videre til det sted, hvor vi skulle overnatte i det fri. Det var meget højt oppe. Vi tog 
vores bagage på ryggen og vandrede op op op.

 

Alle var godt brugte, men vi slog lejr med den flotteste udsigt ud over en lille by med 
flod og bjerge i sigte. Vi spiste vores lidt tørre sandwich, som vi havde fået udleveret 
og så frem til bål og pølse.

 

Der var træthed at spore hos alle og vi faldt i søvn side om side med en stjerneklar 
himmel. Vi så mange stjerneskud.

 

TORSDAG 
Vi vågnede tidligt med lidt ømhed i kroppen efter at have ligget på meget tynde 
liggeunderlag  Vi kørte hjem igen og fik morgenmad. Om formiddagen var der 
rotræning for alle og bagefter lidt afslapning. Dagens aktivitet lød på mountainbike 
fra slottet i Hruba Skala og rundt i den kæmpe store og kuperede skov omkring 
slottet. Man kunne vælge 3 forskellige ruter med en guide på hver. 10, 14 eller 20 
km. Det var en stor oplevelse med masser af blandede oplevelser. Natur, udmattelse 
og teamspirit. Om aftenen var der leg i søen – med eller uden kajak og hygge under 
den overdækkede grillplads.

 

FREDAG 
Ugens eneste fridag. Vi valgte at tage ind til Prag, som kun lå 90 km væk. Det var 
endnu en meget varm dag, så vi fik drukket noget vand, mens vi nød byens charme, 
skønhed, turistattraktioner og shopping muligheder. Vi vandrede byen tynd og 
vendte først tilbage til campingpladsen kl. 23. Andre var taget ind til en større by, 
som lå i nærheden for at spise frokost og shoppe.

 

LØRDAG 
Turens sidste morgen rotræning.

Resten af dagen gik med at pakke og gøre sig klar til den sidste aktivitet, som var en 
trekking tur igennem et af Tjekkiets største naturreservater. Turen startede fra 
campingpladsen, og var igen en meget kuperet rute, men med fantastiske udsigter 
og med stejle nedgange og stigninger.

Om aftenen var ren hygge og pakning af det sidste inden afrejse. Vi valgte at køre 
hjem om natten, så vi kørte om aftenen kl. 22. De fleste kørte hjem næste dag. 

Som afslutning vil jeg på vegne af os alle sammen sige mange tak til Hanne for det 
store planlægningsarbejde hun har lavet. Også en stor tak til Rikke for stort 
engagement, god træning til os alle sammen og altid godt humør. Det havde været 
svært at undvære. Det var en fantastisk uge, som for vores vedkommende har givet 
os nogle helt unikke oplevelser som vi håber, bliver muligt at opleve igen. 
Skrevet af Lotte Friis‐Andersen

Vores Sponsorer
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møller fond giver støtte til almene formål