Vedtægter

Vedtægter for Vallensbæk Kano & Kajak Club
§1
Navn og formål
Klubbens navn er Vallensbæk Kano og Kajak Club (forkortes VKKC) og dens hjemsted er Vallensbæk Kommune.
§ 2
Klubbens formål er at varetage medlemmernes interesser vedrørende kano- og kajaksport i alle forhold. Klubben er tilsluttet Dansk Kano og Kajak Forbund, Dansk Idræts Forbund og International Canoe Federation.
§ 3
Medlemmerne
Klubben optager aktive og passive medlemmer. Optagelse sker ved udfyldelse af klubbens optagelsesskema og er først bindende for klubben efter vedtagelse på et bestyrelsesmøde. Kun aktive medlemmer har adgang til træningsfaciliteterne og klubbens romateriel. Der optages fortrinsvis medlemmer fra Vallensbæk Kommune.
§ 4
Aktive medlemmer skal kunne dokumentere svømmefærdighed i henhold til DKF’s sikkerhedsbestemmelser.
§ 5
Det er hvert enkelt medlems pligt at overholde klubbens vedtægter, ordensreglement og sikkerhedsbestemmelser, samt de regler klubbens medlemskab af andre organisationer medfører.
§ 6
Udmeldelse må ske skriftligt til bestyrelsen inden en kontingentperiodes ophør. Et udmeldt medlem har pligt til at fjerne sin båd ved medlemskabets ophør.
§ 7
Kontingent
Kontingent for indeværende år fastsættes af den ordinære generalforsamling. Der fastsættes kontingent for følgende grupper:
Aktive Seniorer, Juniorer, Ungdom, Børn, Pensionister
Passive medlemmer
Udover kontingentet fastsættes gebyrer, fraværskontingent for pligtarbejde og lejebeløb for lån af klubbåde.
§ 8
Kontingent opkræves i en rate, der skal være indbetalt senest den 1. April.
For nye medlemmer der er indmeldt inden den 30. juni, skal der betales fuldt kontingent. Nye medlemmer, der melder sig ind efter den 1. juli skal betale halvt kontingent.
Alle medlemmer skal tilmeldes PBS for at sikre rigtig og rettidig indbetaling. Der opkræves kr. 100,00 hvis man ikke er tilmeldt PBS.
Såfremt betalingsfristen overskrides, skal der indbetales et gebyr pr. påbegyndt måned. Medlemmerne er pligtige til at indbetale gebyret sammen med kontingentet.
§ 9
Eksklusion
Såfremt et medlem er i restance udover 2 måneder, kan bestyrelsen slette den pågældende som medlem. Meddelelse om en sådan eksklusion skal tilstiles medlemmet skriftligt. Tilbagebetaling af kontingent efter eksklusion finder ikke sted, og eventuel restance skal betales af vedkommende.
§ 10
Bestyrelsen kan ekskludere medlemmer, der forsynder sig groft eller gentagne gange mod klubbens vedtægter, ordensregler eller sikkerhedsbestemmelser, eller som modarbejder klubbens interesser. Bestyrelsen skal tilsende det pågældende medlem skriftlig meddelelse om eksklusion, idet begrundelse for eksklusionen samtidig skal oplyses.
§ 11
Medlemmer, der er blevet ekskluderet efter bestemmelsen i § 10, kan forlange spørgsmålet behandlet på den førstkommende generalforsamling. Bestyrelsens beslutning er dog gældende indtil anden beslutning træffes af generalforsamlingen. Det ekskluderede medlem har ret til at møde på generalforsamlingen, hvor spørgsmålet om eksklusion behandles.
§ 12
12.1
Aktive medlemmer har ret til at opbevare egen båd i bådhuset, for så vidt der er ledig plads. Er der ikke plads, vil medlemmet blive sat på venteliste til først kommende ledige bådplads.
12.2
Retten til bådpladsen kan gøres betinget af, om båden har været i brug inden for et af bestyrelsen fastsat tidsrum/antal kilometer. Ved mangel på bådpladser, kan bestyrelsen beslutte, at retten til bådpladsen bortfalder for medlemmer, der ikke har brugt deres båd inden for det fastsatte tidsrum/antal kilometer.
12.3
Beslutter bestyrelsen, at et medlems ret til bådplads bortfalder i henhold til stk. 12.2, meddeler bestyrelsen ved anbefalet brev medlemmet herom, med en frist på mindst en måned til at fjerne båden.
12.4
Ved ophør af aktivt medlemskab eller eksklusion jf. eksklusionsafsnittet, skal båden fjernes senest pr. udmeldelses-/eksklusionsdato. Sker dette ikke, meddeler bestyrelsen ved anbefalet brev den udmeldte/ekskluderede det, med en frist på ikke under 8 dage til at fjerne båden.
12.5
Det skal fremgå af meddelelsen om fjernelse, at båden, såfremt den ikke fjernes rettidigt, efter fristens udløb vil blive henlagt for ejerens regning og risiko uden for bådhuset uden yderligere ansvar for klubben.
§ 13
Bestyrelse
Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer, sekretær samt 4 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen afholder møde mindst en gang pr. kvartal. Bestyrelsesmøde kan indkaldes af formanden eller mindst 3 medlemmer. Sekretæren udarbejder referat af bestyrelsesmøderne.
§ 14
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede, dog skal formanden eller næstformanden være til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. I tilfælde af formandens forfald ledes bestyrelsesmødet af næstformanden.
§ 15
§ 16
Budget, regnskab og revision
Regnskabsåret følger kalenderåret. Bestyrelsen er ansvarlig for budget og regnskab. Kassereren fører medlemskartoteket.
§ 17
Der skal til den ordinære generalforsamling udarbejdes forslag til budget for det indeværende regnskabsår. Forslag til budget afhentes i klubben senest 14 dage før generalforsamlingen.
§ 18
Der skal på generalforsamlingen på lige årstal vælges en revisor, og ulige år en suppleant, som skal være regnskabskyndig. Bestyrelsen er forpligtet til at besvare revisionens spørgsmål vedrørende regnskab og kontingentbetaling.
§ 19
Det reviderede regnskab skal forelægges den ordinære generalforsamling. Foreløbigt regnskab, der er godkendt af bestyrelsen, kan afhentes i klubben senest 14 dage før generalforsamlingen.
§ 20
Kassereren, formanden og næstformanden er bemyndiget til at hæve på klubbens driftskonti, samt kvittere for indbetalinger. Låneoptagelse og værdipapirdepoter, kan alene disponeres med underskrift fra kasserer, formand og næstformand i fællesskab. Diverse udvalg kan gives fuldmagt til en af bestyrelsen udvalgt konto. Disse udvalg forpligtiger sig til at fremsende kvartårlige regnskaber til bestyrelsen.
§ 21
Generalforsamling
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Generalforsamlingen indkaldes ved udsendelse pr. email, opslag i klubben og sættes på VKKCs hjemmeside senest 14 dage før med dato og dagsorden. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være tilsendt formanden senest den 15. Januar.
§ 22
Ordinær generalforsamling afholdes senest d. 10. marts med følgende dagsorden:
Valg af dirigent
Valg af stemmetællere
Formandens beretning
Udvalgenes beretning
Regnskab
Behandling af budget samt fastsættelse af kontingenter og gebyr
Indkomne forslag
Valg
Eventuelt
Ad pkt. 8: Valg
Der foretages valg til bestyrelsesposter m.v. således:
Lige årstal
næstformand, kasserer, bestyrelsesmedlem 1A, bestyrelsesmedlem 2A, revisor, Havne bestyrelsesmedlem
Ulige årstal
Formand, sekretær, Bestyrelsesmedlem 1B, Bestyrelsesmedlem 2B, Revisorsuppleant, Havne bestyrelsessuppleant
Samtlige valg er gyldige for 2 år ad gangen. Der vælges tillige for 1 år ad gangen formænd for klubbens diverse udvalg.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig med det antal stemmeberettigede medlemmer, der er mødt frem. Alle medlemmer har stemmeret. Valgbar til bestyrelsen er såvel aktive som passive medlemmer. Passive medlemmer, som vælges til formand eller næstformand skal overgå til aktivt medlemskab. Ved frafald i bestyrelsen kan den, frem til den førstkommende generalforsamling, supplere sig selv med et antal observatører, svarende til frafaldet.
§ 23
Vedtægtsændringer
Forslag til vedtægtsændringer skal tilsendes formanden senest den 1. januar i indeværende år. Vedtægtsændringer kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede er for ændringen.
§ 24
Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes når mindst 1/3 af stemmeberettigede medlemmer skriftligt indgiver begæring herom til bestyrelsen. En sådan begæring skal indeholde oplysning om det emne, der ønskes behandlet. Såfremt det er medlemmerne, der begærer ekstraordinær generalforsamling afholdt, skal bestyrelsen indkalde hertil mindst 1 måned efter begæringen er fremsat overfor bestyrelsen. Om indkaldelsesmåde og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelsen i § 21.
§ 25
Ophævelse af klubben
Ophævelse af klubben kan kun ske såfremt 3/4 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er for ophævelsen. Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst 3/4 af de fremmødte stemmeberettigede kan vedtage ophævelsen.
§ 26
I tilfælde af ophævelse af klubben tilfalder formuen Dansk Kano- og Kajak Forbund. ***
Love sidst ændret på generalforsamlingen den 17. februar 2010
